eller

Hvordan jeg reddede mig (endnu en) materialeforelskelse

Jeg har haft et kreativt crush på pastelkridt i nogle år. Jeg har ind imellem købt et kridt eller to, og haft de bløde, intenst farvemættede, porøse saligheder liggende i skuffen, for jeg har aldrig rigtig formået at bruge dem. Jeg syntes ikke jeg kunne få dem til at blive andet end støv på papir – kunne ikke opnå den velouragtige blødhed og dybde som jeg så andre kunne – og jeg slog det hen som værende en slags ‘pastel-brist’ jeg måtte være så uheldig at lide af :-D


indtil i lørdags!

Conny og hendes håndlavede pastelkridt


Hvis du har været på museum for nylig, er der en god chance for at du er stødt på CHALK Copenhagen. De lækre trææsker alene har virket som en magnet på mig! For slet ikke at tale om det tydeligt håndlavede udtryk, de kraftige kridt har. Og så er der jo farverne … oh my lord! Farverne.

 

Værkstedsbesøget

Conny Viès, som har skabt og driver CHALK Copenhagen, åbner sit værksted et par gange om året. Her viser hun rundt på værkstedet, og fortæller om sit arbejde og historien bag. Og så holder hun en lille workshop. Den vender jeg tilbage til … ;-)

Jeg meldte mig til i december med følelsen af at jeg måtte opleve dette værksted. Måtte se alle farverne. Og så var der oven i købet en workshop inkluderet i værkstedsbesøget. Jeg fik lokket Marie-Louise med (@malou_djurhuus), og i lørdags satte vi kursen mod Stevns Klint og CHALK Copenhagen.


ALT er pænt! Også logoet.


At blive inviteret ind i en kunstners, eller håndværkers, værksted er for mig det vildeste privilegie! Det er som at få en kreativ krammer af skills og kærlighed, og det giver mig følelsen af at være i selskab med noget større. Jeg er ikke religiøs, men hvis jeg var, ville alle værksteder være mine kirker!


Conny fortalte hvordan hun selv har udviklet kridtene – fra interessen for at skabe noget lokalt med kridt fra det brud der ligger tæt ved værkstedet, over arbejdet med farver, til æltning og rulning af de færdige kridt. Alt sammen i hånden.


Mindre portioner bliver rullet og skåret i hånden. Skal der produceres større mængder trykker Conny kridtene ud på denne gamle pølsemaskine (th).

CHALK er ikke bare kridt – der er en historie og en holding bag alt, hvad der kommer ud af denne virksomhed. Fx kan du ikke få alle farver alle steder; farverne i æskerne er nøje sammensat til at spejle det museum de kan købes i.

På den måde er farverne i æsken på Skagens Museum inspireret af skagensmalernes farvepaletter. På Ordrupgaard kan du købe Renoir-æsken, og på Glyptoteket finder du en æske hvor farverne afspejler dem i museets gulvmosaikker.

Selve æskerne er lavet af genbrugstræ (for tiden kasserede gamle egetræsborde), snedkereret om i samarbejde med socialøkonomiske virksomheder. Der er omsorg i hver detalje.


Workshoppen

Efter rundvisningen fik vi hver en mappe med forskelligt papir. Og så skete det! Åbenbaringen!

I mappen lå velourpapir, papir med fin, ‘sandet’ overflade, ‘pastelmats’ og flere andre slags. Conny fortalte hvordan Anna Ancher i sin tid præparerede sine lærreder med et sandet materiale, så de tørre pasteller havde noget at ‘holde fast i’.


WHAT!?


Så altså ikke mig der lider af mystisk pastel-brist?? Det er PAPIRET??!!

Det var en vild fornemmelse at tegne på det bearbejdede papir, uden at se farven sejle af overfladen. Pludselig kunne jeg arbejde farver ind i hinanden – få det silkeagtige udtryk som jeg elsker ved (andres) pastelarbejde. Halleluja!

Herfra var der fri leg – også i Rummet Med De Mange Farver: Dopaminen stod som en tyk sky omkring os allesammen.

Jeg endte med den lille æske …. NAAAJ, jeg gjorde da ej! Jeg fyldte den største jeg kunne finde – med farverige, bløde, labre, lykkebringende, håndlavede PASTELLER.

Link: CHALK Copenhagen